|
Melon |
|
Melon er i familie med agurker og græskar.
Netmelon: dyrkes herhjemme og modner i drivhus juli - august.
navnet kommer af, at selve melonen vokser hurtigere end skallen, som
så brister og danner et netagtigt mønster. Honningmelon: har
en ret tyk, gul eller grøn skal. Frugtkødet er svagt grønt eller
gult. Honningmelon har ikke så typisk melonsmag, den er sødere og
smagen er honningagtig, og det er den melon vi helst dyrker i vores
drivhus. Cataloupmeloner kan have nubret eller glat skal og
stærkfarvet gult eller grønt frugtkød med kraftig melonsmag. De er
ikke så store og serveres halve som portionsanretning med portvin,
madeira eller grand Marnier. Vandmeloner er meget store
meloner med grøn skal og rødt frugtkød. Vandmelonens kærner er sorte
og sidder i modsætning til andre meloner ikke i midten, men i
frugtkødet. Vandmelon spises naturel. Opbevaring af meloner:
Når meloner er skåret igennem, bør de hurtigt spises, da
holdbarheden nedsættes og ved opbevaring i køleskab giver den afsmag
til andre madvarer. I alle tilfælde pakkes den omhyggeligt ind, hvis
de skal opbevares en dag i køleskab. Servering: Kærnerne i
midten skrabes ud med en ske. Melonen bør skrælles så sent som
muligt, evt. først ved bordet. Spises evt. med sukker og stødt eller
friskrevet ingefær. Melon kan også serveres skåret i skiver omviklet
med spegeskinke som forret eller frokostret. Det er især
cantaloup- og honningmelon der egner sig til det. Sæsonen
for netmeloner, hindbær og brombær falder sammen, og de harmonerer
vældig godt i smag. Tynde skiver melon lægges på et fad og
overhældes med hindbær eller brombær og evt. lidt portvin. Serveres
afkølet som dessert.
|